Gratis temadag til efterskoler
Sæt Verdensmål og frivillighed på skoleskemaet
I skoleåret 24/25 og skoleåret 25/26 udbyder Lommefilm en række gratis temadage, der skal engagere landets efterskoleelever i Verdensmål og frivillighed. Afsættet for temadagene er El Cambio Academy. Et fodboldakademi i Masaka, Uganda ledet af danske Thomas Thor, hvor ugandiske børn og unge får chancen for at blive bedre fodboldspillere samtidig med, at de får en uddannelse. Og et sted hvor Verdensmål og frivillighed spiller en stor rolle.
På en temadag med Lommefilm kommer danske efterskoleelever med til Uganda gennem fire dokumentarfilm og en unik VR-oplevelse. Rundt omkring film og VR-oplevelse arbejder efterskoleeleverne med egne medieproduktioner (tekst, film, billeder, lyd), der udkommer som web-doks, guidet af Lommefilms erfarne undervisere. Her beder vi eleverne om at dokumentere og reflektere over hvordan de kan gøre - og måske allerede gør - en forskel i verden, inspireret af Verdensmål, frivillighed og efterskolen de går på.